Vi skal kunne elevator-pitche mundtligt, stille os frem som dem, vi er, mens vi skal have mundtligt og fysisk styr på os selv. Vi skal kende vores ”narrativ”, kunne smalltalke og generelt have opdyrket vores talegaver, som skulle vi i Løvens Hule og pitche til toppen af landets investeringsmoguler. I takt med at vores eneste skriftlige kommunikationskilde er blevet hurtige messenger-beskeder og korte tekstbeskeder på udenlandske apps med begrænsede korrekturegenskaber, og i takt med at vores stavekontrol på hver vores device tilpasser sig, hvordan vi staver enkle ord og gemmer tastefejl, er vi blevet dårligere og dårligere til det skrevne sprog. Og hvad sker der med de kompetencer, der glemmes blandt masserne? De bliver pludselig attråværdige. Hov, kom der lige et skriveord, du havde glemt, du kunne? Og hov, hvor meget talesprog på skrift kom der lige ind der i en artikel om det skrevne sprog? Hæng i med din ellers ”jeg er videre”-trænede SoMe-hjerne, for pointen kommer her: Det bliver med andre ord et såkaldt Big Flex at mestre det skrevne sprog.
Det uvigtige skrevne sprog
Kompetencer i det skrevne sprog er ikke noget, alle kan prale af. Faktisk kan det virke til, at færre og færre anser det at være velskrivende som en værdig kompetence. Nutids-r er en by i Rusland selv blandt højtuddannede. I supermarkedet kan man få ”hakket mandler”, og over alt på sociale medier i kommentarspor, beskeder, memes og billedtekster er der stavefejl, der intet har med diagnosticeret dysleksi at gøre.
I verden af i dag er der prestige i hurtighed, veltalenhed, og hvis man endda kan slynge om sig med slang kombineret med korrekt brug af diverse business-termer, så er man virkelig toppen. At kommunikere på skrift og dermed mestre det skrevne sprog er tiår for tiår røget længere og længere ned på prioriteringslisten. Man kan måske ovenikøbet formaste sig til at tænke, om det at kunne skrive overhovedet er vigtigt i dag.
Hvorfor mestre det skrevne sprog?
Er det at mestre det skrevne sprog ikke en kende støvet, tænker du måske. Og nu skal jeg jo ikke lægge tanker i hovedet på dig. Jeg skriver det egentlig blot, fordi jeg selv tænker det. Og kommer der egentlig ikke bare veltrænet kunstig intelligens på banen og fikser alt det, vi ikke selv kan, lige om et øjeblik? Behøver man egentlig at dygtiggøre sig og opøve egne kompetencer inden for det skrevne sprog? Der findes jo en masse dygtige folk, og snart også maskiner, der kan fikse det for mig, right? Det er jo altid en opvejning af, hvad man ønsker at bruge sin tid og energi på – ærligt giver det da også god mening at uddelegere det, man ikke selv mestrer, eller keder sig ved, for eksempel en dygtig tekstforfatter, hvis der skal være styr på den skrevne kommunikation.
Vælger man selv at udføre egen tekstforfatning, er det dog vigtigt, at det, der kommunikeres, er retvisende for det budskab, man ønsker at formidle. Det gør sig vel egentlig gældende for det talte såvel som det skrevne sprog at kunne gøre sig tydelig, men forskellen er blot, at med det ekstroverte samfunds dyrkning af talegaverne er det ofte det skrevne sprog, vi har brug for at give lidt ekstra opmærksomhed, da det kan være dér, kommunikationen halter. Det er vel også ret vigtigt, du kan gennemlæse det, din vel-promptede AI har skrevet, ikke?
